I 1479 forenedes Aragonien og Kastilien til et spansk kongerige. Christoffer Columbus’ genopdagelse af Amerika i 1492 gav stødet til oprettelse af en række kolonier, som blev grundlag for Spaniens stigende rigdom. Denne rigdom var dog vanskelig at styre for de magthavende i Spanien, og den stærke position, som Spanien havde fået i Europa, kunne ikke hævdes i længden, da alt for mange penge blev brugt på pomp og pragt ved bl.a. hoffet. Dertil kommer, at den stærke jøde- og maurerudrensning var med til at forværre den dårlige økonomi, da disse folkegrupper netop havde kompetencer på dette område. Spaniens økonomiske fald fortsatte frem til 1700-tallet, men stormagtsdrømmene bevarede man.